Landbrug, fiskeri og miljø
20. marts 2019

Landbruget har nøglen til bedre miljø
Landbruget har altid bidraget betydelig til vores velstand og gør det stadig. Dansk landbrug er et højteknologisk erhverv, hvor der til stadighed udvikles frem mod bedre og mere miljøvenlige metoder. Landbruget er kommet langt og er også langt foran de lande, vi normalt sammenligner os med, og der arbejdes hver dag på forbedringer.
Klimaet over hele kloden er udfordret. Udfordret af den måde vi mennesker lever og bruger klodens resurser på. Udfordret af vores affald og de ting vi udleder. Udfordret af, at klodens befolkning stiger ret voldsomt de kommende år.
Landbruget har løsningen på mange af disse udfordringer. Landbrugets konsulenter, uddannelsesinstitutioner og forsøgsstationer gør en stor indsats med at forske i bedre og mere miljøvenlige løsninger. Dansk landbrug skal gå foran, fordi det er det borgerne ønske, fordi det er godt for miljøet og fordi det giver bedre indtjeningsmuligheder for landbruget selv.
Dansk landbrug er langt foran på disse områder, og det skal det blive ved med at være. Vi skal stille krav til forbedringer, men kravene må ikke være så skrappe, at det går ud over konkurrenceevnen. For hvis landbruget kommer bagud på konkurrencen og udviklingen stagnerer, vil det i sidste ende betyde, at miljøet taber.
Så længe landbruget har en førerposition, kan vi sælge viden og teknologi til de lande, der ikke er kommet så langt. Derfor er det så vigtigt at landbruget fortsat er i førertrøjen.